Søg
 

Heino Knudsen

​Snusfornuft og kampånd


Heino Knudsen er lærlingen fra Brugsen, der med kun fire års erfaring fra kommunalpolitik strøg til tops i regionspolitik. Han sover mindre end de fleste, og arbejder for to - og så vil han være italiener i sit næste liv. 

  • Bopæl: Nakskov
  • Parti: Socialdemokratiet
  • Født: 1979​

Brugsuddeleren er mit forbillede

Heino Knudsen har altid haft fart på. Han gik kun på Handelsskolen i et år, før kom i lære i en Brugs i stedet. Det passede bedre til hans sind.  

- Jeg har ikke lavet en karriereplan. I vores samfund skal man passe ind i kasserne. Det motiverer mig mere at følge lysten. Jeg er utålmodig og vil gerne se resultater, siger han. 



Brugsuddeleren er stadig et forbillede. Han brugte sin sunde fornuft i sin forretning og kunne købe en vare for én krone og sælge den for to.

- Han bad os samle ispapiret op, hvis det lå og flød, og holde butikken pæn og ren. Meget banalt, og det virkede. Der var ingen grund til at komplicere tingene. Jeg er selv mere praktiker end teoretiker, slår regionens formand siden 1. januar 2018 fast. ​

Sidst på listen

Heinos far var socialdemokratisk partiformand, så politik var aldrig langt væk. Men job og et aktivt liv i håndboldforeningen gjorde, at Heino ikke sprang ud i en politisk karriere lige med det samme. 

- Jeg havde brug for at skub, og det fik jeg, da Lollands borgmester ringede til mig i april 2013 og spurgte, om jeg ikke ville stille op til byrådet. Jeg kom sidst på listen, men blev valgt ind som nummer tre efter en meget aktiv valgkamp, fortæller Heino Knudsen, som blev formand for Fritid- og kulturudvalget. 

To år efter var Heino Knudsen spidskandidat til regionsrådsvalget - resten er historie. Og den socialdemokratiske arv fornægter sig ikke. Lige muligheder for alle er en grundlæggende værdi, uanset hvilket niveau han arbejder på politisk:

- Grunden til, at jeg er i politik er, at jeg er ked af, at der ikke er lige muligheder for alle mennesker. Det er svært at bryde den sociale arv. Da jeg var kulturudvalgsformand, var det vigtigt for mig at bringe kunsten ud i det åbne rum, så alle fik adgang til den. Nu hvor jeg arbejder med sundhed, handler det om at sikre, at alle får lige god og rettidig behandling, fortæller han. 

Lidt old school

Tænk dig om, og pas dine ting. Fællesskab. Hårdt arbejde. Ordentlighed. Heino Knudsen dyrker helt bevidst de gamle dyder – også i regionsrådet:

- Jeg tror, det er godt at gøre tingene forståelige. Det er godt, at vi ikke alle sammen er ens. Der er for eksempel ikke mange erhvervsuddannede i landspolitik. Jeg tror på diversitet, siger han.

Når Heino Knudsen sætter sig et mål, er der én vej. Fremad. 

- Handlekraft er min styrke. Jeg havde ikke et navn til at blive regionsrådsformand, men men såførte jeg en endnu hårdere valgkamp. Det handler i både valgkampe og i politik generelt om at måden at skabe resultater på er via hårdt arbejde. Der er ingen nemme løsninger, siger han.

Efter et lille år på posten som regionsrådsformand, erkender Heino Knudsen, at tempoet kan blive for højt. 

- Jeg er fuldt bevidst om, at jeg sover for lidt og mangler at slappe af. Det er en balancegang. Jeg gik en gang til yoga, men det gik ikke rigtigt, siger han og trækker på smilebåndet. Så nu har jeg fået gang i løbeturene nogle gange om ugen. Det er godt for både krop, sjæl og overskud. 

Adrenalinkick 

Før politik blev til mere end en fuldtidsbeskæftigelse var det sportens verden og særligt håndbolden, der trak. Heino Knudsen har blandt andet være divisionstræner og været formand for Ravnsborg Håndboldklub. Og netop foreningslivet har en særlig plads i hans hjerte, og han taler varmt og engageret om, hvad det gør for især børn, der mangler en hjælpende hånd:

- Jeg har set, hvad det betyder, når nogen gider tage lille Peter i hånden, hvis han har det svært, og invitere ham inden for i håndboldforeningen eller i skakklubben. Fællesskabet betyder meget for mig, og det er en grundlæggende værdi i min politik, siger han. 

De mange timer i hallen er vekslet til en helt anden spillebane. Når han træder ind i regionsrådsalen eller i forhandlingslokalet, kører adrenalinen i kroppen – der rykkes, samarbejdes og håndteres modstandere og medspillere:

- Når vi skal lande et budget, handler det om, at vi skal være skarpe sammen og lykkes i fællesskab – ligesom i håndbold. Det kan jeg godt få et adrenalinkick ud af, siger han.

Heino Knudsen reflekterer lidt over sit temperament:

- Jeg vil gerne være italiener i mit næste liv, siger han med henvisning til de store armbevægelser og den passion, der driver ham.



Udlængsel og en god drink

Det har ikke været let at finde balancen mellem det uendelige arbejde og livet uden for regionshuset. 

- Jeg har ikke længere én altopslugende hobby, jeg kan vise frem, siger han og kigger rundt i sin spartanske have med lidt skæve solsikker, som nok ikke står til at vinde Solsikkevejs 1. præmie ved vejfesten. 

Til gengæld løber han engang imellem en tur. Ikke fordi han gider, men for kroppens skyld.

- Siden jeg blev formand, læste jeg de ulæste mails, før jeg prioriterede at løbe en tur. Det går ikke længere. Det giver overskud og energi, selvom det har været en hård uge. Sådan har jeg aldrig haft det før, siger han. 

Når weekenden melder sig, er det i det hele taget de simple ting, der trækker.

- Jeg går op i sport, jeg kan lide at gå i teatret, og jeg kan lide at få en gin & tonic på terrassen med gode venner. Jeg tager ud og spiser med min store datter eller læser en bog, når jeg har fri, siger han.

Heino Knudsen, der ikke vil puttes ned i en bestemt kasse, er oplevelsessyg og nysgerrig. Han rejser helst ikke det samme sted hen to gange og er heller ikke hverken gør-det-selv-typen eller havemand. 

- Jeg gider er ikke hverken god til at slå søm i eller male, som han siger. 
Derfor er huset på Solsikkevej sat til salg, og boligsituationen står åben.

- Jeg har boet på Lolland hele mit liv og holder meget af lokalsamfundet. Men arbejdslivet har taget en ny drejning, min datter er snart voksen, og jeg har ikke brug for al den plads. Så nu vil jeg gerne have noget mindre at bo i som ikke skal holdes ved lige på samme måde som mit hus skal, siger en ærlig Heino Knudsen.

Og så er vi tilbage ved det åbne, lystdrevne sind. Politikerkarrieren er først lige begyndt. 

 

Når Heino Knudsen ville egentlig hellere have en altankasse end en have at passe, men terrassen bliver brugt flittigt til samvær med venner og familie. 


Interviwet er fra 2019.


Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
30.04.19
Opdateret
01.07.19
Link til denne side: