Søg
 

Freddy Blak


Sidste omgang

Freddy Blak er i gang med den sidste periode som medlem af regionsrådet. Han har et klart mål. Et solidt hul til Tyskland. Han kæmper for sin fødeby.

Bopæl: Næstved
Parti: Socialdemokratiet
Født: 1945

Det sjoveste udvalg

Han sidder på sin plads foran skrivebordet i arbejdsværelset med udsigt til Axeltorv i Næstved. Han er omgivet af den ene berømthed efter den anden. Nok flest politiske berømtheder og forbilleder. Som for eksempel Willy Brandt, Bill Clinton og Stauning. The Beatles, Elvis og Marilyn Monroe er der også.

Freddy Blak var en stor stemmesluger ved valget til regionsrådet. Flere end 6000 personlige stemmer. Alligevel har han besluttet, at det er sidste omgang i regionsrådet.

 

Med et skarp og fast blik udbryder han:

- Jeg er formand for Udvalget for Femern Bælt, Greater Copenhagen og internationalt samarbejde. Vi er nogle gamle veteraner alle sammen, men vi har det rigtigt godt med hinanden. Og jeg kan love, at det her bliver det bedste, sjoveste og mest spændende udvalg at være i. Alle skal være med, vi holder ingen udenfor.

Når det er sagt, slår han også lige fast, hvad hans eget mål er de næste fire år, der er hans sidste i politik, selvom han fik flere end 6.000 personlige stemmer ved valget. Kun få andre kandidater overgik ham.

- Femern er min allerstørste prioritet. Den skal vi have igennem. Og det tror jeg, vi får med det har udvalg, jeg er formand for. Det er mit mål at få gang i byggeriet af Femernforbindelsen, så den står færdig i 2028, siger han.   

Formandskabet i udvalget er et drømmejob for Freddy Blak. Det er også et ønske, som han tydeligt meldte ud under uddelingen af formandskaber efter valget til regionsrådet.

Nu ville det være nemt at tro, at den røde tråd for Freddy Blaks sidste omgang i Region Sjælland er alt, der har noget internationalt over sig.

- Jeg kommer jo nede fra Nakskov og har set de op- og nedture, der har været. Jeg er udlært maskinarbejder på værftet. Femern er det største projekt, der kan løfte Region Sjælland. Det her projekt er måske et af de vigtigste i Danmark, siger han.

Femernforbindelsen vil især gavne Nakskov, mener han. Freddy Blak tror, at det første spadestik bliver taget allerede i år – 2018. 

- De skal bare vide, at de har en 1000 procent tilhænger i mig – og jeg vil slås med arme og ben for det projekt. Det kunne jo være sjovt at få en tur igennem, inden jeg stiller træskoene, siger han.

Den bedste valgreklame

En af Freddy Blaks grænser blev overskredet i det forrige regionsråd. Rådet behandlede den såkaldte Atea-sag, hvor der skulle være foregået ulovligheder i Region Sjællands it-afdeling. En fortrolig intern rapport om sagen blev lækket til en avis. Og det blev politianmeldt af Region Sjællands koncernledelse.

Han har aldrig lagt skjul på, at han lækkede rapporten. Han var blevet ringet op af flere journalister, der kunne citere fra den, selvom den var blevet kasseret og erstattet med en ny intern rapport.

- Når den lå hos alle andre aviser, kunne jeg ikke se, at det skulle være et problem, at jeg gav den til en journalist, siger han.

Selvom det har kostet ham en dom og en bøde på 10 dagbøder af 500 kroner, mener han at have retten på sin side.

- Jeg fortryder intet. Jeg sagde til dommeren, at jeg betaler med glæde, da han sagde, jeg ikke kunne anke en bøde under 10.000 kroner. Jeg er stolt af, at være den første, der er dømt i Atea-sagen.

Freddy Blak er en politiker, der som udgangspunkt mener, at tingene skal ligge oven på gulvtæppet.

- Vi skal fortæller borgerne, hvad der sker og rydde op. Ikke feje noget ind under gulvtæppet, siger han.

En dom og en bøde for at have gjort noget ulovligt lyder umiddelbart ikke som en livret for en professionel politiker.

- Det er den bedste valgreklame, jeg nogensinde har fået. Folk, jeg ikke kendte, sagde til mig, at de ville stemme på mig, fordi ingen skulle lukke munden på mig med en retssag. Men jeg ville hellere være valgt på at få Femern igennem, siger han.

Bedre end nogensinde før

Han siger selv, at den valgperiode, der begyndte den 1. januar 2018 er den sidste for ham. Alderen begynder at spille ind.

- Jeg har det utroligt godt, siger han.

Han har kræft i prostata. Den kræver ikke behandling, kun kontrolbesøg.

- Lægen i Roskilde sagde til mig, at du dør med det – ikke af det.

Umiddelbart giver han indtryk af, at det nærmest ingen påvirkning har. Alligevel er han begyndte at være aktiv fra morgenstunden. En ny livsstil, siger han.  

- Jeg går en tur hver morgen. Fem til syv kilometer. Mit mål er 150 kilometer om måneden. Jeg har tabt mig, og jeg har det rigtigt, rigtigt godt og føler mig næsten bedre tilpas nu, end da jeg var 50. At gå stille og roligt om morgenen er en helt ny kvalitet i mit liv.

Freddy Blaks højeste politiske mål er at få bygget Femernforbindelsen. Samtidigt kæmper han for Nakskov - hans by - som ifølge ham selv vil få stor gavn af byggeriet.​

 

To bøger om ugen

En anden kær aktivitet - der langt fra er ny – er bøger. Han blev udlært som maskinarbejder i 1965 og sprang fra drejebænken til disken i Nakskov Boghandel. Der arrangerede han forfatteraftner med for eksempel Soya, Helle Stangerup og alle sådan nogle, som han siger.

- Jeg læser krimier, politiske biografier og historier om lande og deres kultur.

Læsestof er der nok af for medlemmerne af regionsrådet. Freddy Blak føjer til bunken med to bøger om ugen.

- Jeg læser i sengen fra klokken 23.30 til 01.00. Det er en rytme, jeg har fundet. Jeg får læst nogle skønne bøger, det holder hjernen frisk, sige han.

Nogle af de bøger, han vender tilbage til igen og igen, handler om Stauning, Kennedy, et stort forbillede for ham, og Willy Brandt. Bøger, der betyder noget for ham. Ellers er han vild med krimier af svenske forfattere.

- De har et flot sprog. Det er ikke vulgært. Hvis man skal have sengehalm med, kan man godt skrive det på en raffineret måde, og det gør de. Jeg kan godt lide, når der er noget til fantasien, siger han.

Sidste omgang

Han siger det selv flere gange. At det er sidste omgang for ham som aktiv politiker i Region Sjælland. Han fortæller også, at han har taget stilling til, hvad der skal ske, når han ikke er her mere. Det skal man tage stilling til i hans alder, når man har antydningen af kræft i kroppen, siger han.

- Jeg er ikke blevet snydt for noget. Jeg har haft et sindssygt spændende liv. Jeg har været overalt i verden, jeg har mødt de mest spændende mennesker. Jeg har drukket Ted Kennedy fuld i Bruxelles.

Planen for hans afsked er klar.

- Jeg skal brændes, og så skal jeg strøs i Nakskov Fjord, fordi jeg er vokset op i Nakskov, og Nakskov er og bliver min by. Jeg kommer der stadigt, har så mange gode minder og kender alle familierne og øgenavne fra værftet. Stod det til mig, skulle Regionshuset ligge i Nakskov.

Tekst og fotos: Bo Aagard Simonsen, Kommunikation

Se også portrætinterviewet med Freddy Blak fra februar 2014 her​.

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
26.03.18
Opdateret
29.03.19
Link til denne side: