Søg
 

Ellen Knudsen

​Ellen Knudsen har rundet et skarpt hjørne, men har stadig fuld fart på tilværelsen som politiker, selvstændig erhvervsdrivende – og mormor for tre.


  • Bopæl: St. Heddinge
  • Parti: Det Konservative Folkeparti
  • Født: 1949

- 70! Altså alene det at høre ordet…

Ellen Knudsen siger det med et lille smil på læberne, for i bund og grund har hun det fint med sin alder og det nyeste skarpe hjørne for dåbsattesten. Og med livet i al almindelighed, som foregår i rask tempo på både de politiske, de erhvervsmæssige og de private løbebaner:

Comeback til Regionsrådet som vikar for partifællen Brigitte Klintskov Jerkel, selvstændig erhvervsdrivende og ejer af klinik for fysioterapi i St. Heddinge samt rollen som mormor for de tre yngste i næste generation.

 

Ellen Knudsen kunne godt tænke sig, at regionerne fik ret til at udskrive skatter. Det ville give lidt mere politisk indflydelse, mener hun.​

- Jeg siger som Susse Wold, at alderen i sig selv ikke betyder noget, men at det handler om at leve livet. En af mine patienter er 103 år, hun har stadig en positiv tilgang til livet, og jeg kender også en anden på 105 år, der først for et halvt år siden kom på plejehjem, siger Ellen Knudsen, der apropos tidens gang har en nøgtern indstilling til sit vikariat.

- Det er nok på lånt tid, det får vi at se ved folketingsvalget, men det er da stadig spændende at få lov til at være med til at påvirke den politiske proces, selv om arbejdet i Regionsrådet i dag er noget anderledes, end da jeg var medlem i forrige periode. Digitaliseringen har vundet frem, og tonen mellem politikerne i Regionsrådet er blevet hårdere.

I politik siden 86

Ellen Knudsen gik første gang ind i politisk arbejde tilbage i 1986, da hun blev valgt til kommunalbestyrelsen i Stevns, og siden har politik fyldt meget i Ellen Knudsens liv. Hun blev for eksempel valgt ind i både det første og det andet Regionsråd, sideløbende med de kommunale poster, og faktisk har kun perioden fra 2014 til 2017 været de eneste år som ikke-folkevalgt. 

Det blev der så lavet om på, da hun fra 2018 blev nyvalgt til Ny Stevns Kommunalbestyrelse og via sin suppleantpost til Regionsrådet også vendte tilbage her.

- Jeg har fordel af at have prøvet så meget gennem årene og også ved selv at arbejde i sundhedssektoren. I mit arbejde møder jeg folk, der har direkte berøring med sygehusene, både patienter og pårørende, og jeg møder også dem, der er i behandling i kommunen. Plus medarbejderne. Så jeg ser effekten af de politiske beslutninger hver dag.

- På flere måder oplever jeg det derfor ikke som specielt hårdt at være politisk aktiv, men jeg tror da nok, at jeg ville have følt det anderledes, hvis jeg havde været helt ung, kom helt udefra og måske også stod med et ansvar i forhold til en nystiftet familie.

Over 10.000 skridt om dagen

Tempoet i Ellen Knudsens liv kan aflæses på den skridttæller, hun hele tiden har på sig. Langt de fleste dage stopper den et sted mellem 10.000 og 15.000 skridt, de fleste i forbindelse med hendes arbejde, hvor hun farer meget omkring til patienterne på Stevns. Typisk kører hun mellem 50 og 60 km hver dag til patientbesøgene.

Den tæller også, når hun dyrker en af fritidsinteresserne, golfen, ofte sammen med sin mand, der som praktiserende tandlæge også er i sundhedsbranchen.

- Vi spiller kun på den korte bane, hvor en runde tager en times tid. Det passer fint til en tur om aftenen, og det er en god måde at komme i ro med sig selv og samtidig få lidt motion, siger Ellen Knudsen, hvis golfhandicap ligger nogenlunde stabilt omkring de 35.

- Ja, der sker ikke så meget lige på den front, griner fysioterapeuten og politikeren fra Stevns, der tillige holder af at rejse sydpå et par gange om året med gemalen.

- Vi stiger på en bus i Rønnede og kører til enten Frankrig eller Italien, og søndagen efter er vi hjemme igen. Sådan har vi gjort gennem de sidste otte år nu.

Kultur og børnebørn

Kulturen fylder også en del i fritiden, selv om abonnementet til operaforestillingerne i København er sagt op.

- Jeg tager dog stadig jævnligt ind til operaoplevelserne i hovedstaden, og så følger jeg med i det lokale kulturliv. Her har vi jo Snurretoppen, hvor der både er biograf og koncerter.

Og så er der naturligvis børnebørnene, som har fået ekstra megen opmærksomhed i den periode, hvor Ellen Knudsen har været væk fra den regionalpolitiske scene.

- Jeg er så heldig at have hele tre børnebørn, og så er der også kommet nogle bonus-børnebørn til. Jeg nyder virkelig at være sammen med dem, og det er skønt, at vi kan fungere som en familie alle sammen på tværs af generationerne.

 

Egentlig stammer Ellen Knudsen fra Helsingør, men efter en menneskealder på Stevns har hun forelsket sig i det flade område, hvor Klippinge Bjerge er ene om at rage lidt op.​


Fremtiden?

Både som politiker og erhvervsdrivende gør Ellen Knudsen sig diverse overvejelser om fremtiden.

- Umiddelbart synes jeg, det er rigeligt, at jeg er med nu. Til næste valg er jeg blevet 73 år, så jeg tænker da over det, og måske skal man holde op, mens legen er god? Mine omgivelser mener dog noget andet lige nu og siger nej, når jeg begynder at tale om at stoppe, fordi de mener, at jeg stadig vil kunne trække nogle stemmer. Vi får se til den tid, kommer det fra Ellen Knudsen, der heller ikke er helt afklaret med hensyn til sin fysioterapiklinik.

- Nej, her er der ikke noget endeligt besluttet endnu. Jeg vil gerne overdrage den til min efterfølger på en så fair måde som muligt, fordi vi i sin tid selv fik muligheden for at købe min mands tandlægeklinik over en længere periode, så vi ikke behøvede at sætte os i stor gæld. Men hvornår, det sker, og hvordan det skal foregå, har jeg altså ikke afgjort endnu.



Tekst og foto: Gert Ellegaard, Kommunikation

Interviewet er fra februar 2019.


Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
06.05.19
Opdateret
15.05.19
Link til denne side: