Søg
 

Charlotte Petersson

​Benzin i blodet og et hjerte af guld

Socialdemokraten Charlotte Petersson brænder for de svage i samfundet, og så elsker hun en tur med vind i håret.

  • ​Bopæl: Korsør
  • Parti: Socialdemokratiet
  • Født i 1965
- Når du kommer ned til mig, er du så til kaffe eller te eller en bajer?

Tonen er varm og uhøjtidelig, når man taler med socialdemokraten Charlotte Petersson. Hun sidder i regionsrådet for første gang, men har været politisk aktiv hele livet.

- Jeg synes, det er vigtigt, at man husker at sige fra, for den der tier samtykker, og det vil jeg i hvert fald ikke risikere at gøre. Jeg bryder mig ikke om den der passivitet, og derfor prøver jeg på at sige fra. 

- Jeg var allerede politisk aktiv som ung, hvor jeg blandt andet demonstrerede mod Shell, atomprøvesprængninger og hvor jeg stod ude i snedriverne foran avisen, og demonstrerede for typograferne.



Lå ikke i kortene

- Jeg havde faktisk ingen planer om at gå ind i regionspolitik. Jeg har været aktiv DSU’er (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom), og jeg har altid været medlem af partiet og sidder i den lokale partibestyrelse, men jeg drømte ikke om at blive stoppet på gader og stræder, så derfor skulle jeg ikke ind i politik på dén måde.

Alligevel er Charlotte endt i regionsrådet i Region Sjælland.

- Men så var der en der sprang fra, og så sprang jeg alligevel til, da kredsformanden spurgte, om det ikke var noget for mig, og jeg blev valgt.

- Der er rigtig mange ting, man skal sætte sig ind i som regionsrådspolitiker, og ind imellem synes jeg, at det er udfordrende. Men jeg føler et stort ansvar for på vælgernes vegne at gøre det bedste jeg kan – også når det er svært.

Ingen automatik

- Min far har også altid været socialdemokrat, og i dag er min mor det også. Hun er aktiv i partiforeningen, og sidder også i bestyrelsen lokalt, ligesom hun er medlem af ældrerådet. Så jeg kommer fra et hjem, hvor man engagerer sig.

- Selvom jeg er vokset op i et socialdemokratisk hjem, så sætter jeg en ære i lige at overveje, hvem jeg vil stemme på, hver eneste gang jeg står i stemmeboksen. Jeg synes det er vigtigt, at man ikke bare vælger pr. automatik, og derfor reflekterer jeg lige over, hvor jeg skal sætte mit kryds. 

Kæmper for de svage

- Jeg har ingen kæphest landspolitisk, og lokalt arbejder jeg meget aktivt for godt bymiljø.

- Al politik handler jo om kompromisser, og det gør det selvfølgelig også i regionsrådet. Her synes jeg, at det kan være svært at skulle vælge mellem busruter og sengepladser på et sygehus. Generelt synes jeg, at al infrastruktur i regionen er udfordret, for alle veje leder ét sted hen – til København, men det er svært at komme på tværs, og det er svært at komme mod syd.

Uretfærdighed og manglende vilje til at bidrage et nogle af de ting, som Charlotte har svært ved at acceptere.

- Jeg bliver provokeret, når folk vil tage med den ene hånd – men ikke give med den anden. Vi skal alle sammen bidrage til fællesskabet, og betale vores skat. Samtidig skal vi hver især tage ansvar for vores liv, og tænke over konsekvenserne af de valg vi tager.

For og imod

Charlotte holder meget af en god politisk debat, og i det hele taget går hun ikke af vejen for en god meningsudveksling.

- Jeg vil gerne høre argumenter både for og imod en sag, før jeg danner min egen mening, for jeg er ikke en meningsmaskine. Som gammel DSU’er er jeg skolet i at respektere folk efter en god debat. 

Dyr og motorcykler

Interviewet lakker mod enden, men før vi slutter, skal vi lige se til hønsene.

- Jeg har kyllinger, og det er bare så hyggeligt at have dem gående rundt i haven.



Dyr har i det hele taget en stor plads i Charlottes hjerte, ligesom hendes store fritidsinteresse: 

- Du skal også lige se min motorcykel.

Rundt om hjørnet kommer Charlotte med en stor blå Kawasaki.

- Det er min frihed det her, siger Charlotte med et bredt smil.

- Jeg elsker simpelthen at køre på motorcykel, og deltager på adskillige træf og ture. I foråret kørte jeg med på Women Riders World Relay (WRWR), som er en verdensomspændende stafet for kvindelige motorcyklister. WRWR startede som en protest imod, at det er svært at få MC tøj, der passer til kvinder, men det er blevet meget, meget mere end det. Der er gået hen og er blevet en verdensomspændende kvinde ligheds- og frihedskamp, som blandt andet udspringer i lande, hvor kvinder ikke må køre motorcykel, eller skal følges med en mand fra familien.


Interviewet er fra 2019.


Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
08.07.19
Opdateret
08.07.19
Link til denne side: