Søg
 

Brigitte Klintskov Jerkel

Selv om hun nu har tre politiske kasketter på, er ambitionen at få det hele til at hænge sammen alligevel. 
- Nu ser jeg lige tiden lidt an, inden jeg evt. træffer nogen beslutninger om at søge orlov igen, siger Brigitte Klintskov Jerkel.​​​​​​​​​​​

Politiker på fuld tid​

- med benzin i blodet


 

Brigitte Klintskov Jerkels liv ændrede sig fra den ene dag til den anden, da hun blev indkaldt som suppleant i Folketinget 

Bopæl: Greve
Parti: Det Konservative Folkeparti
Født i 1969

Da partifællen Brian Mikkelsen kort før jul 2016 blev udnævnt til erhvervsminister, tog det konservative regionsrådsmedlem Brigitte Klintskov Jerkels liv en kovending. Hun var 1. suppleant til Folketinget, blev indkaldt sm substitut for Brian Mikkelsen, og pludselig sad hun nu med hele tre politiske hverv: Regionsrådsmedlem, byrådsmedlem i Greve og så altså også medlem af Folketinget.​​

Alt sammen sideløbende med en civil karriere som socialrådgiver ved et jobcenter i Køge Kommune.

- Resultatet blev, at jeg tog orlov fra jobbet, og faktisk også som regionsrådsmedlem, fortæller Brigitte Klintskov Jerkel, der med pladsen i Folketinget fik en sine helt store drømme opfyldt.

- Jeg er utroligt glad for mit arbejde på Christiansborg, og det er dejligt at kunne beskæftige sig med politik på fuld tid. Det giver så megen mening, og jeg tænker aldrig over, hvor mange timer jeg bruger på politik. Jeg kan blot konstatere, at der ikke er så megen tid til overs til de mere private gøremål som for eksempel familie og venner, siger Brigitte, der atter er vendt tilbage til Regionsrådet og dermed hele tiden er aktiv i krydsfeltet mellem det lokale, det regionale og det landspolitiske niveau.

Kamelslugning

Lige præcis på den lokalpolitiske bane har Brigitte Klintskov Jerkel måttet sluge et par kameler efter valgresultatet i efteråret 17. Nu sidder hun som eneste repræsentant for sit parti i byrådet i Greve, og det betyder tab af indflydelse. 

Hun har været med i byrådet i 12 år og har i otte af dem haft formandsposten for Skole- og Børneudvalget, men det sluttede altså i denne omgang, hvor det kun blev til en enkelt udvalgspost som medlem af Økonomiudvalget.

- På den anden side betyder det mindre arbejde og dermed bedre muligheder for at få tingene til at hænge sammen, og det hjælper da godt på logistikken, at både byrådsmøder og nu også regionsrådsmøder ligger om mandagen, som er mødefri i Folketinget, siger Brigitte, der samtidig ser store fordele rent fagligt i at bære rundt på flere kasketter.

- I forhold til mange folketingskolleger har jeg et helt andet kendskab til, hvad der rører sig kommunalt og regionalt, og det har jeg da fordel af på Christiansborg. Fra regionen har jeg eksempelvis en pæn viden om sundhedsområdet, som kommer mig til gode som partiets sundhedsordfører.

​Spændende udvalgsstruktur

En evaluering af den første periode i Regionsrådet kommer hos Brigitte Klintskov Jerkel ud med det resultat, at der har været for lidt rum og plads til egentligt politisk arbejde.

- Det har været min oplevelse, at for mange ting er bundet op på det administrative niveau, og at afstanden til det politiske niveau har været for stor. Blandt andet har udvalgsstrukturen betydet, at man skulle sidde i Forretningsudvalget for at få indflydelse, mens man i de andre udvalg kun har kunnet drøfte tingene og komme med råd og anvisninger, men ikke kunne træffe beslutninger.

- Det ser der så ud til at blive lavet om på nu, og det tegner da spændende, siger Brigitte, der selv er kommet med i to af de nye udvalg, Udvalget for sundhed for alle samt Udvalget for Sygehusenes behandlingstilbud.

​Overhalingsbanen, bogstaveligt talt

Med fuld fart på den politiske løbebane er der som nævnt ikke megen kalenderplads tilbage til andre ting, men Brigittes seneste passion skal kunne presses ind. 

Det er ligeledes en aktivitet med knald på overhalingsbanen, bogstaveligt talt, for det handler om racerløb!

- Begge mine sønner har kørt ræs fra helt små, og jeg har altid været med dem rundt til løbene helt fra gokart-tiden og til de rigtige racerbiler. Både som mor og fordi jeg selv godt kan lide biler, sportsvogne og mange hestekræfter. 

- For et par år siden blev jeg så selv opfordret til at prøve at køre, fordi de gerne ville have nogle flere kvinder med på banerne. Det var nok lidt for sjov, men det endte altså med, at jeg tog imod udfordringen, så jeg både gik op til den obligatoriske baneprøve – og bestod – og nu deltager i alle de racerløb, jeg kan nå henover sæsonen. ​

Uden for sæsonen er den ombyggede Peugeot 207-racer staldet op på en trailer hjemme i carporten i Greve.

​Old Boys-præmie

Løbene foregår i en ombygget Peugeot 207, og Brigitte dyster i samme klasse som sønnen Kenneth, men der bliver ikke givet ved dørene, når speederen trædes i bund. Det handler om at vinde, og Brigitte lægger ikke skjul på, at hun er stolt af de pokaler, der er bragt med hjem til Greve indtil nu.

- Især var det da både fedt og sjovt, at jeg snuppede en præmie i Old Boys-rækken, når nu jeg er kvinde, griner Brigitte, der gerne sætter flere ord på glæden ved at køre om kap.

 
Man får et adrenalinkick, og hjernen bliver blæst igennem, når der er 25 biler på banen på samme tid. Man skal være helt klar fra starten, man skal være fuldt koncentreret, og det er en supergod måde for mig at få koblet af på i forhold til det ofte lidt stressede liv og arbejde som politiker.
 

Lidt politik er der dog, selvfølgelig, også gået i den for Brigitte Jerkel inden for motorsporten: Hun har ladet sig vælge ind i bestyrelsen for Dansk Automobil Sports Union.

- Og her vil jeg naturligvis blandt andet arbejde for, at vi får kvinderne mere med i sporten.

Hvis sandheden skal frem, er en del af de flotte pokaler i skabet vundet af Brigittes sønner, men hun har nu også selv bidraget til samlingen, og fortsætter det på samme måde, skal der snart investeres i et større præmieskab.

 


 
 

 
 

 
 

 
 
 

Tekst og foto: Gert Ellegaard, Kommunikation

Interviewet er fra januar 2018.​
 

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
06.03.18
Opdateret
06.02.19
Link til denne side: