På rejse mod fremtidens hospital
Sjællands Universitetshospital (SUH) flytter ind i nye bygninger i årene 2023 til 2026. Region Sjælland bygger nemlig et nyt universitetshospital i Køge, som bliver regionens hovedhospital med 789 enestuer og 50 procent af regionens samlede behandlinger.
Sjællands Universitetshospital har oprettet programmet "Fremtidens SUH", som indeholder de aktiviteter, der samlet set skal forberede Sjællands Universitetshospital på at tage de nye bygninger i brug.
Aktiviteterne omfatter, at ledere og medarbejdere får mulighed for at øve sig på, hvordan de arbejder i nye rammer med nye redskaber, ny teknologi, mere samarbejde på tværs af specialer og et mere sammenhængende patientforløb.
Programmet indeholder også koordineringen af de fysiske flytninger.
Alt dette kan du læse meget mere om her på hjemmesiden.