Nyt, unikt samarbejde giver skolebørn gratis morgenmad på 17 skoler på Lolland-Falster. Det skal styrke både sundhed, læring og trivsel.
TrygFonden har den 24. juni 2016 sagt ja til at donere 700.000 kr. til Hjernemad. Et nyt initiativ, der gør det muligt at eleverne på alle skoler i Lolland Kommune og på fem skoler i Guldborgsund Kommune kan få gratis morgenmad og i mindre omfang også lidt mellemmad, hvis de har behov.
”Det er en fantastisk nyhed!”, fastslår Tom Larsen, der er formand for Lolland Kommunes Børne- og Skoleudvalg; ”En sund start på dagen, kan skabe større trivsel og styrke både koncentration, hukommelse og indlæringsevner. Det giver bedre forudsætninger for, at den enkelte elev kan få mest muligt ud af sin skoledag”.
Bo Abildgaard, der er formand for Folkesundhed og Omsorgsudvalget i Guldborgsund Kommune supplerer: ”Hjernemad går ud på at grundlægge en sund livsstil i en tidlig alder. Hvis man spiser sundt om morgenen, er man ofte også mere motiveret for at spise sundt resten af dagen. Det kan være med til at skabe en sund vane, der kan holde, også når man bliver voksen”.
Hjernemad bliver etableret i samarbejde med fødevareBanken. En non-profit organisation, der siden 2009 har haft succes med at gøre ”madspild til måltid”, ved at indsamle, fordele og distribuere overskudsmad fra landbrug, supermarkeder og fødevareproducenter. Med TrygFondens tilskud bliver det nu muligt at åbne en ny rute mod syd - til de 17 skoler, der har valgt at være med, og på sigt også til en række lokale fødevareproducenter.
Hjernemad er et fælles initiativ under Broen til Bedre Sundhed og Sund Uddannelse, på tværs af kommuner, region, skoler, fødevareBanken og TrygFonden. Et unikt samarbejde med to formål; at skabe bedre sundhed, og samtidig understøtte at flere får en ungdomsuddannelse.
Hvem er med?
Hjernemad bliver etableret på alle folkeskoler i Lolland Kommune og på følgende skoler i Guldborgsund Kommune:
Eskilstrup Skole
Fjordskolen
Nysted Skole
Sydfalster Skole
Møllebakkeskolen