Søg
 

Vaccinationscentre i alle kommuner i Region Sjælland

Vaccinationscentre i alle 17 kommuner i Region Sjælland, og pop-up-vaccinationssteder på vej. Når der begynder at komme mange vacciner til Danmark vil der i Region Sjælland maksimalt være 20 km til nærmeste vaccinationssted.

Region Sjælland har til dato vaccineret 16.511 borgere og nu ruster regionen sig til i de kommende uger og måneder at skulle skalere antallet af vaccinationer kraftigt op. 

Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland, understreger, at hastighed og nærhed for borgerne er altafgørende i vaccineindsatsen mod COVID-19. Regionen mangler blot flere vacciner, så man kan komme videre med en bred vaccination af borgere.

- Der er blevet vaccineret hurtigt og effektivt i Region Sjælland, og vi har haft fuld fokus på at få vaccinerne hurtigt ud til borgere og frontpersonale i sundhedsvæsenet. Vores medarbejdere har været dygtige til at få maksimal udnyttelse af vaccinerne med minimalt spild. Det er en kæmpe indsats, der er leveret på meget kort tid. Nu tager vi hele den indsats og løfter det op på et endnu højere niveau. Vi er helt klar til at vaccinere tæt på borgerne i takt med, at vaccinerne ankommer, siger Heino Knudsen.
   

Plan for den videre vaccineindsats er på plads

Region Sjælland er på plads med en plan for den videre vaccineindsats, som også sikrer borgerne nærhed, når de skal vaccineres. 
 
Planen udmøntes i tre faser. I første fase som allerede er sat i værk, etableres pop-up-vaccinationssteder, som blandt andet skal vaccinere sårbare grupper. I anden fase kommer der vaccinecentre i hver af de 17 kommuner i Region Sjælland. Seks af vaccinecentrene vil have meget stor kapacitet. Det forventes at være fysisk på plads fra den 10. februar.
 

Tredje fase er vaccinationen af den brede befolkning.

- Vi har stort fokus på at vaccinere så tæt på borgeren som muligt, og når der i tredie fase begynder at komme mange vacciner til Danmark, skal ingen borgere i regionen have længere end 20 kilometer til et vaccinationssted. På sigt får vi forhåbentligt vacciner, som ikke er helt så komplicerede at transportere. Så vil vi kunne bringe et endnu mere fintmasket vaccinationsnet i spil, hvor for eksempel den praktiserende læge eller apoteket vil kunne vaccinere, siger Heino Knudsen.
 
Der planlægges efter, at Danmark frem til og med uge 13 modtager godt 1.430.000 doser vacciner. Region Sjælland vil modtage godt 200.000 af disse doser. Alle borgere skal vaccineres to gange, og Region Sjælland går nu går i gang med at revaccinere de første, der er blevet vaccineret, da det skal ske mellem 21. og 28. dagen fra første stik.
 
De sårbare grupper har særlig opmærksomhed i regionens plan for vaccineindsatsen.

- Vores strategi her i regionen sigter også på at beskytte og hjælpe de særligt sårbare. I stedet for at de sårbare borgere skal komme til regionen, kommer vi sammen med kommunerne til de særligt sårbare. I den indsats bliver pop-up-vaccinationssteder et vigtigt redskab, siger Heino Knudsen.
 
 

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
20.01.21
Opdateret
20.01.21
Link til denne side:

Koncern Kommunikation og Presse

Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø

Send mail


Disse sider indeholder informationer til ansatte i Region Sjælland

Se også...

COVID-19 i D4
Find alle sundhedsfaglige vejledninger på forsiden af D4 (på regionens netværk).
Praktisk informationer
IT sikkerhed, VPN adgang, webmail mv.
COVID-19 uddannelsesmateriale
Her finder du retningslinjer, e-læring og vejledninger til Regionens klinikere og til dig, der er tilmeldt COVID-19 jobbanken hos Region Sjælland.