Søg
 

Forsigtig optimisme

På torsdagens pressebriefing i Region Sjælland blev der luftet en forsigtig optimisme omkring situationen med COVID-19 i Region Sjælland.

​Pressen var inviteret til briefing torsdag den 2. april, om situationen omkring COVID-19 i Region Sjælland.

-  Jeg står her i en meget alvorlig situation, men også i en situation, som gør mig meget stolt. For jeg oplever et dansk sundhedsvæsen, der med en omstillingsparathed, et fællesskab og en vilje kæmper sammen, lød det indledningsvist fra Heino Knudsen, regionsrådsformand, som fortsatte:

- Jeg oplever en en meget stor vilje til handling, og gang på gang ser vi tingene blive udrullet på rekordtid, hvilket er med til hele tiden at give os følelsen af at være et skridt foran.
 
Regionsrådsformanden fortalte den fremmødte presse, at der i dag er blevet åbnet et COVID-afsnit på SUH, Køge, og at sengekapaciteten dermed er oppe på 118 sengepladser plus 57 intensivpladser fordelt i hele regionen.
 
- Jeg er meget forsigtig optimist, når det gælder sengekapaciteten. Hvis danskerne bliver ved med at udvise det samfundssind vi ser lige nu, så ser det ikke ud til, at vi bliver presset på den front i Region Sjælland, sagde Heino Knudsen, der understregede flere gange, at den gode udvikling kræver, at vi holder påske sammen hver for sig.
 
Værnemidler skal bruges med omtanke, men så ser det også ud til, at der er nok, og vi har kapacitet til at teste dem, der skal testes ifølge Sundhedsstyrelsen nye retningslinje, men det kræver, at vores leverandører leverer løbende. 
 

Ha’ det godt

 
Mange sårbare borgere har det svært under den verserende krise, og derfor har Region Sjælland på få dage stablet hjemmesiden Ha’ det godt under COVID-19 på benene. Her er særlige tilbud til sårbare borgere med eksempelvis angst, depression eller andre sygdomme samlet.
 
- Det er mit ønske, at vi tager særligt hånd om dem, der har det sværest i vores samfund, og derfor har vi samlet information til disse borgere, ligesom vi har etableret en udkørende testfunktion, der kan komme ud til dem, der ikke selv har mulighed for at komme på sygehuset for at blive testet for COVID-19, sagde Heino Knudsen, og fortalte, at de nye tiltage skal drøftes på et ekstraordinært møde i forretningsudvalget i Region Sjælland den 6. april.
 

Husk at gå til lægen

 
Antallet af COVID-19-positive patienter har stabiliseret sig de sidste dage. Det giver også et forsigtigt håb hos Leif Panduro Jensen, koncerndirektør:
 
- Situationen er stadig yderst alvorlig, men jeg må sige, at vi er klar, uanset hvordan det går. Jeg håber, at de sidste dages antal af indlagte er et udtryk for, at vi er ved at nå toppen af smittekurven.
 
- Men vi har også set et fald i antallet af henvendelser på vores akutafdelinger, og derfor er det vigtigt for mig at understrege, at man stadig skal gå til lægen, hvis man er syg. Man skal ikke blive hjemme. Det er rigtigt, at vi holder pause fra behandling af de sygdomme, der kan tåle at blive udsat, men vi behandler altså stadig alle de borgere, der bliver syge, sluttede Leif Panduro Jensen.
 
 

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
03.04.20
Opdateret
03.04.20
Link til denne side:
Andre sider under Sundhedsfaglige vejledninger

Koncern Kommunikation og Presse

Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø

Send mail


Disse sider indeholder informationer til ansatte i Region Sjælland

Se også...

Informationer fra Koncern HR
Seneste nyt til medarbejderne
Praktisk informationer
IT sikkerhed, VPN adgang, webmail mv.
COVID-19 uddannelsesmateriale
Her finder du retningslinjer, e-læring og vejledninger til Regionens klinikere og til dig, der er tilmeldt COVID-19 jobbanken hos Region Sjælland.