|
Pressemeddelelse
30.01.09
God dialog mellem sygehus, kommuner og patientforeninger
Gode og sammenhængende patientforløb var på dagsordenen, da Roskilde Sygehus i aftes holdt dialogmøde med repræsentanter for de lokale kommuner og patientorganisationer.
Sygeplejefaglig vicedirektør Susanne Friis bød velkommen til mødet, som samlede om omkring 70 deltagere.
- Mødet er kommet i stand på baggrund af det formaliserede samarbejde mellem sygehusene og Lejre, Greve og Roskilde kommuner om at sikre koordinerede og sammenhængende patientforløb. En af vores opgaver er at få skabt en dialog med bruger- og pårørendeorganisationer, sagde Susanne Friis og bød særligt velkommen til medlemmer fra Hjerteforeningen og Kræftens Bekæmpelse.
Roskilde Sygehus er et specialsygehus med en række specialiserede tilbud til blandt andre patienter med kræft eller hjertesygdomme. Lægefaglig vicedirektør, dr. med. Teis Andersen gennemgik de tilbud, Roskilde Sygehus har til kræftpatienter.
- Vi har mange specialer, og alle har i større eller mindre omfang med kræftpatienter at gøre. Ikke mindst af hensyn til kræftkirurgien har vi netop fået renoveret vores operationsgang og fået Nordens mest moderne operationsstuer med avanceret udstyr og god plads. Gennem hele 2008 har vi område for område indført kræftpakker. Det vil sige, at der er lagt et program for forløbet, så det er operationelt for hver enkelt sygdom. Men det er meget komplekst, for selv om patienter indgår i pakkeforløb, skal patienterne selvfølgelig have en individuel behandling. Vi er kommet langt og opfylder de udmeldte forløbstider på de fleste områder, fastslog vicedirektør Teis Andersen.
Gode tilbud til hjertepatienter
Også hjertepatienter kan få mange former for behandling på Roskilde Sygehus. Ved årsskiftet har hjertespecialet fået sin egen afdeling, Kardiologisk Afdeling. Overlæge, ph.d. Gunnar Jensen forklarede, at mange hjertesygdomme opstår akut, og lidelser som åreforkalkning, hjerterytmeforstyrrelser og nedsat pumpefunktion er folkesygdomme.
- Vi har 35 sengepladser og omkring 10.000 ambulante undersøgelser årligt. Vi har fået en fjernmonitorering, så nogle patienter kan få målt deres hjerterytme via mobiltelefon. Det bruges kun til ikke-livstruende arytmier. I vores laboratorium udfører vi 1600 undersøgelser af kranspulsårer for patienter fra hele Region Sjælland, og omkring 400 patienter årligt får indopereret pacemaker.
Nyt: Ballonudvidelser
Som noget nyt blev Kardiologisk Afdeling på Roskilde Sygehus i oktober godkendt til at udføre planlagte ballonudvidelser på hjertepatienter. Allerede nu er der gennemført 100 såkaldt PCI behandlinger med godt resultat. Vi har også som noget nyt etableret mulighed for røntgenundersøgelser af hjertets kranspulsårer via CT scanner. Også hjertepatienterne kan se frem til såkaldte hjertepakker, der har som formål at strømline behandlingsforløbene.
- Vi arbejder således hele tiden på at optimere vores tilbud til patienterne, understregede overlæge Gunnar Jensen.
Et tættere samarbejde
På dialogmødet var repræsentanterne fra både kommuner, patientforeninger og sygehus enige om, at et tæt samarbejde er til patienternes bedste. Sundhedschef i Roskilde Kommune, Jakob Bjerre, sagde:
- Vi har overtaget en stor del af genoptræningsopgaven, og vi er godt i gang, men der er stadig et stort arbejde at gøre.
Lægefaglig vicedirektør Teis Andersen fremhævede, at pakkeforløbene for kræftpatienter har været med til at nedbringe ventetiderne. Samtidig beskriver pakkerne nøje, hvor opgaven og dermed ansvaret skifter fra den ene part til den anden.
Overlæge Gunnar Jensen ser optimistisk på de muligheder, it-teknologien kan stille til rådighed for et tættere samarbejde sygehusene imellem. Og så er der planer om mere plads på Roskilde Sygehus til blandt andet ballonbehandlingerne.
|