Søg
 

Overlæge: Ledelsen har fundet mig

Ledende overlæge Thomas Houe på Ortopædkirurgisk afdeling på Slagelse og Næstved sygehuse har ikke selv søgt ledelsen. Den har fundet vej til ham. Og det passer Thomas Houe godt at have den netop hér, for han har altid følt sig bedst tilpas i provinsen.

Foto: Gert Ellegaard

Neskaffen er stærk, og tonen er åben og direkte. Thomas Houe byder velkommen på sit kontor til en snak om ledelse, provinsen og selvkørende biler.

Siden 2011 har Thomas arbejdet som kirurg i ortopædkirurgien på både Slagelse og Næstved sygehuse. Turen til det sjællandske startede ellers helt omvendt, hvor Thomas lokkede en kirurg fra Slagelse til at arbejde sammen med ham på Herlev Hospital, hvor han var overlæge. Men efter et års tid rejste kirurgen tilbage til Slagelse –og denne gang rejste Thomas med. I 2011 var det tillokkende for Thomas at arbejde med kunstige knæ, en mulighed han ikke havde i hovedstadsområdet. Men som tiden gik, opdagede han, at det passede ham bedst at arbejde i provinsen.

- Jeg har altid godt kunne lide at arbejde i provinsen. Her har jeg​ følt mig bedst tilpas. Jeg kan godt lide den mere pragmatiske tilgang, man har til tingene: Evnen og viljen til at samarbejde synes større her, end hvad jeg har været vant til tidligere.

Skulle man være i tvivl, er pragmatisme en god kvalitet.

- Pragmatisme er afgjort en positiv ting for mig: Det at man får tingene til at fungere i praksis.

Knæ eller ledelse

Siden 2015 har Thomas Houe været ledende overlæge på to matrikler. Hvor de planlagte knæ- og hofteoperationer bliver lavet på Næstved, arbejder de på Slagelse med traumeoperationer samt akutte og planlagte håndoperationer – kuskefingre, springfingre og slidgigt i fingrene.

Thomas havde tidligere fundet et område, han brændte for: revision af kunstige knæ. Her var der faglig udfordring med operationer af kunstige knæ, der var slidt, eller hvor der var gået noget galt, så man måtte genoperere. Men da den daglige leder på Næstved døde, blev Thomas udnævnt, og igen senere da afdelingsledelsen stoppede sidste år, trådte han til.

- Jeg er ikke sikker på, at jeg var blevet ledende overlæge, hvis jeg var blevet i hovedstadsområdet. Dels er der nogle meget store enheder derinde, hvor der er høje krav til lederuddannelser. Dels var jeg nok ikke blevet spurgt, som jeg blev her. Jeg har ikke søgt ledelse, den har fundet vej til mig.

Selvom overlægen ikke som udgangspunkt havde valgt at gå ledelsesvejen, var han ikke i tvivl, da tilbuddet meldte sig i vinteren 2016. Det passer Thomas rigtig godt med ledelse, selvom han måtte give kø på selv at operere, for der er meget indflydelse og mange nye, udfordrende og afvekslende opgaver. Også ledelsen har gavn af den mere pragmatiske tilgang i provinsen, hvor han oplever en varmere og mere kammeratlig tone.

- Vi har et godt ledelsesteam, hvor vi tit er bragt sammen og har tid til at tale sammen. Vi skal stadig udvikle os, men vi er rigtig godt på vej.

Mens vi venter på den selvkørende bil

Thomas Houe bor selv i Værløse og har 90 km hver vej til både Slagelse og Næstved. Og der bliver han boende; det har ikke lokket at flytte til provinsen og bo.

- Jeg flyttede fra Odense, hvor jeg læste medicin, til hovedstadsområdet af familiære årsager, så der bliver vi. Jeg flytter ikke efter job – ingen ved, hvad fremtiden byder.

En times kørsel hver vej er lidt en ’pain in the ass’ nogle gange, indrømmer den ledende overlæge. Særligt med det ekstra skrivebordsarbejde, der hører med ledelsesopgaven. Der kunne offentlig transport have været en god løsning, men i praksis holder det ikke.

- Jeg har brug for fleksibiliteten og kan ikke planlægge efter bestemte togafgange. Så jeg må vente på de selvkørende biler, så kunne jeg arbejde på motorvejen og så tage styringen fra afkørslen ved Slagelse Øst. Det kunne være fedt!, siger Thomas Houe med Tesla-logo og julelys i øjnene.​​​​​​

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
03.01.17
Opdateret
03.01.17
Link til denne side:

Det gode lægeliv

Det gode lægeliv

Oplev det gode lægeliv i Region Sjælland.