Søg
 

Forskere på Sjællands Universitetshospital bag banebrydende forskning til hoved-halskræft

Pressemeddelelse: Onsdag d. 13. december 2017

I starten af 2018 indfører Sjællands Universitetshospital som de første det nye avancerede skanningsudstyr i form af en halskrave, som kan give mere præcise billeder og diagnose - og dermed mere præcis behandling for patienter med hoved- halskræft.

Sjællands Universitetshospitals Forskningsenhed for avanceret billeddiagnostik har opfundet og patenteret en helt ny avanceret teknik i form af en halskrave, der fjerner støj og forstyrrelser, som hidtil har vanskeliggjort MR-skanninger af halsområdet ved mistanke om hoved-halskræft.

Halskraven giver en markant forbedret billedkvalitet på skanninger af halsområdet som - siden man i 1984 indførte MR-skanninger - har givet udfordringer i forhold til billedkvalitet og præcision.

Bedre billeder til brug ved undersøgelse for hoved-halskræft

- Med det nye udstyr bliver det muligt for os langt bedre at se, om lymfeknuder lyser op, når vi undersøger for hoved-halskræft. Det er et stort gennembrud inden for billeddiagnostik, og vi vil undersøge om den type udstyr, vi har opfundet og udviklet, også kan bruges i andre sammenhænge, fortæller professor Carsten Thomsen fra Sjællands Universitetshospital.

- Det har længe været en kendt udfordring at skanne halsområdet optimalt i forbindelse med kræftdiagnose og behandling. Vi har nu en løsning, som giver en meget høj kvalitet, og vi er stolte af at være de første, der kan tilbyde patienterne en meget forbedret skanning, fortsætter Anders Ohlhues Baandrup, som er forskningsingeniør på Sjællands Universitetshospital og en af hovedpersonerne bag den nye opfindelse.

Hoved-halskræft er den fjerde hyppigste kræftform på verdensplan hos mænd, og i Danmark konstateres der årligt omkring 1300 nye tilfælde af hoved-halskræft, mens tallet i for eksempel USA er cirka 43.300. Sjællands Universitetshospital bliver det første hospital i verden, der tilbyder denne nye mulighed.

Inspiration fra rumfartsindustrien

Halskraven (kaldet ClearSat) er en pose, som indeholder et kunstigt lavet materiale, der blandt andet anvendes i rumfartsindustrien. Halskraven sikrer, at magnetfeltlinjerne ved en MR-skanning fordeles ensartet i det skannede område. Høj billeddiagnostisk kvalitet har afgørende betydning for udredning og tidlig og effektiv behandling af patienter med hoved-hals kræft.

 

Godkendt og klar til brug

Opfindelsen er netop blevet FDA (Amerikansk) og CE-godkendt (Europæisk) i samarbejde med virksomheden PAR Scientific A/S, et datterselskab af S&S X-Ray Products Inc, som vil varetage salg og rettigheder af det nye udstyr.

Det nye skanningsudstyr ventes klar til brug på Sjællands Universitetshospital i starten af 2018 og vil også være tilgængeligt på markedet for andre hospitaler.

Det har taget to år at udvikle opfindelsen og holdet bag er: Forskningsingeniør Anders Ohlhues Baandrup, professor Carsten Thomsen, speciallæge Mette-Charlotte Marklund og speciallæge Michael Brun Andersen, Sjællands Universitetshospital.

Billedtekster:

Forskningsingeniør Anders Ohlhues med halskraven

Holdet bag opfindelsen. Fra venstre speciallæge Mette-Charlotte Marklund, speciallæge Michael Brun Andersen, professor Carsten Thomsen og forskningsingeniør Anders Ohlhues Baandrup.

Foto til download:

Halskrave_holdet bag opfindelsen Mette, Michael, Carsten og Anders.jpg

Halskrave_Anders Ohlhues med halskraven.jpg


Kontaktoplysninger for pressen

Anders Ohlhues Baandrup, Forskningsingeniør på Sjællands Universitetshospital, aoba@regionsjaelland.dk, mobil 61 70 00 79

 
 
Oprettet
13.12.17
Opdateret
13.12.17
 

 Kontakt

 
Pressevagt
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52