Søg
 

Region Sjælland advarer mod centralistisk erhvervsfremme

Fredag d. 06. april 2018

Regeringen har nedsat et Forenklingsudvalg, som nu foreslår at nedlægge de regionale vækstfora.

​Foto: Af Lene K. Ishøy​​​​
Det er centralisering og et frontalangreb på de regionale og lokale muligheder for at skabe vækst og udvikling, siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland og formand for Vækstforum Sjælland.​​

De offentlige tilbud om erhvervsfremme skal være nemme at gå til, men et forslag om at nedlægge de regionale vækstfora skyder helt ved siden af. Det vil føre til mere centralisering og til mere ensretning. Sådan siger Heino Knudsen, regionsrådsformand i Region Sjælland, efter at det såkaldte 'Forenklingsudvalg' under regeringen i dag er kommet med sit udspil til, hvordan den offentlige erhvervsfremme kan forenkles.

- Forslaget er et frontalangreb på de stærke regionale og lokale partnerskaber mellem virksomheder, skoler, videninstitutioner og arbejdsmarkedets parter. Uden dem kan vi ikke skabe vækst og udvikling i Region Sjælland, siger Heino Knudsen.

Behov for at forenkle

Forenklingsudvalget lægger med sit udspil op til, at vækst- og erhvervsudviklingen i Danmark lægges i hænderne på én national bestyrelse og fem erhvervshuse, der styres og betjenes af statslige embedsmænd.

- Vi er helt enige i, at der er behov for at forenkle det danske erhvervsfremmesystem. Men vækst og udvikling handler om meget mere end den rene erhvervsservice. Vækst hos virksomhederne hænger sammen med en bredere udviklingsdagsorden, for eksempel på uddannelses- og trafikområdet. Og det er netop den kobling, de regionale vækstfora har kunnet sikre. Erhvervsudvikling og regional udvikling er to sider af samme sag. Vækstarbejdet kræver en vis nærhed men samtidig en vis størrelse. Derfor er en forankring i regionerne den rigtige model, siger Heino Knudsen.

Statslig bureaukrati

Regionsrådsformanden advarer desuden mod at skabe et centralistisk erhvervsfremmesystem uden demokratisk forankring.

- Jeg er alvorlig bange for, at erhvervsfremme drukner i statslig bureaukrati, hvis Forenklingsudvalget kommer igennem med sit forslag. Desuden er jeg grundlæggende modstander af, at der ikke er demokratisk kontrol med skatteborgernes penge, siger Heino Knudsen.

Han sætter sin lid til, at regeringen nu finder en anden model til at forenkle det danske erhvervsfremmesystem.

- Der er jo tale om et oplæg fra Forenklingsudvalget, som regeringen nu skal se på. Så vi må forvente, at regering og Folketing besinder sig, og finder en model med en stærk regional forankring. Der er ikke brug for et centralistisk erhvervsfremmesystem, hvor statslige embedsmænd skal være de styrende.

Oprettet
06.04.18
Opdateret
06.04.18