Søg
 

Region Sjælland trækker amerikansk firma til Danmark

Tirsdag d. 27. september 2016

Amerikanske Piper Environmental Group, Inc., som producerer løsninger til rensning af forurenet grundvand, rykker sit globale hovedkontor og produktion til Præstø.

I samarbejde med Region Sjælland skal der nu findes nye og billigere metoder til oprensning af forurenet grundvand. Samlet forventes Pipers investering at skabe ca. 40 nye job i Vordingborg Kommune.

Det er dyrt at rense store grundvandsforureninger. Derfor er der behov for nye, billigere og mere effektive metoder. Region Sjælland har blandt andet ladet sig inspirere af udenlandske erfaringer med oprensning af grundvandsforureninger. I USA har Region Sjælland fået kontakt til virksomheden Piper Environmental Group, Inc. Firmaet er specialiseret i løsninger til rensning af grundvand og har samtidig været på udkig efter et sted til at udvikle nye metoder.

Danmark og Præstø blev hurtigt interessant at kigge mod for Piper. Et effektivt samarbejde med regionale og nationale aktører og Danmarks førerposition inden for vandteknologi var afgørende for Pipers beslutning:

- Danmark er førende i Europa inden for vandrensning og en ledende eksportør af vandteknologi. Derfor var det en let beslutning at flytte til Danmark og etablere os i Præstø, udtaler Jane Piper, direktør i Piper Environmental Group ApS.

- Jeg ser frem til at kunne skrive ”Made in Denmark” på vores produkter og kunne bruge vores nye base i Danmark til at udvide vores aktiviteter i Europa og resten af verden. Jeg er meget taknemmelig for samarbejdet med Region Sjælland og den støtte og rådgivning om etablering i Danmark, som vi har modtaget fra Invest in Denmark og Copenhagen Capacity. De har vist vejen og gjort processen smidigere, end vi havde forudset, fortsætter Jane Piper.

Glæde i Udenrigsministeriet og Region Sjælland

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) ser frem til at byde Piper Environmental Group, Inc. velkommen i Danmark:

- Det glæder mig, at Piper Environmental Group, Inc. har besluttet at etablere sig i Præstø, hvorfra de fremover fortsat vil arbejde for at sikre adgangen til rent drikkevand for klodens befolkning. Tilstedeværelsen af Piper Environmental Group, Inc. vil ikke kun styrke klyngen af danske virksomheder på vandteknologiområdet, men også skabe et betydeligt antal nye jobs i Vordingborg kommune.

I Region Sjælland er man glad for at kunne tiltrække udenlandsk interesse og konkrete investeringer. Regionen har åbnet en ny testgrund ved Stengårdens losseplads i Hvalsø, som netop skal åbne op for at skabe innovative samarbejder med virksomheder og universiteter, forklarer regionsrådsformand Jens Stenbæk:

- Vi håber, at testgrunden kan tiltrække mange mulige samarbejdspartnere med interesse i at oprense forurening. Vi er stolte af, at vi allerede kan præsentere en stor udenlandsk partner, der har fokus på at udvikle de nyeste metoder og teknologier til oprensning og vælger at flytte sin produktion fra USA til Region Sjælland.

Samarbejdet mellem Piper Environmental Group, Inc. og Region Sjælland er gået hurtigt. Allerede nu har man fundet nye løsninger og metoder til at rense grundvandet, og Piper Environmental Group ApS. har på testgrunden etableret et vandrensningsanlæg, hvor ozon nu anvendes til at rense det pesticidforurenede grundvand.

40 nye arbejdspladser

Samlet forventes investeringen af Piper Environmental Group, Inc. at medføre omkring 40 nye job i Vordingborg Kommune inden for de næste tre år i forbindelse med etableringen af hovedkontoret og et joint venture mellem Piper Environmental Group, Inc. og Vandteknik ApS.

Piper Environmental Group, Inc. planlægger at producere ozonsystemer i Region Sjælland og herfra eksportere til markeder i Europa, Asien og USA, hvor der er en stor efterspørgsel efter veldokumenterede, bæredygtige og effektive løsninger. Ansøgning om patentrettigheder er allerede igangsat i Danmark.

 
 
Oprettet
27.09.16
Opdateret
25.11.16