Søg
 

Kom til Åbent Hus på Nykøbing F. Sygehus

Tirsdag d. 10. januar 2017

Der er oplevelser for hele familien, når Nykøbing F. Sygehus slår dørene op til Åbent Hus den 21. januar 2017 fra klokken 10.00 til 14.00.

Se en ballonudvidelse, hør om hvad der sker ved en blodprop, få målt kolesterol og lungefunktion eller besøg en sansefødestue, når Nykøbing F. Sygehus slår dørene op for et brag af et Åbent Hus arrangement. 

- Alle er velkomne. Vi håber, at rigtig mange har lyst til at kigge forbi og se lidt af alt det, der sker på vores sygehus og møde vores kompetente personale, så de trygt kan henvende sig til sygehuset ved både stort og småt, fortæller vicedirektør Lisbeth Lumby Rasmussen. 

I den bagerste del af vestibulen og i forhallen vil der være åbent og mulighed for at besøge en ambulance, hilse på en hospitalsklovn eller få en snak med diætister og sygeplejersker om diabetes, kost, rygning, alkohol og motion. 

Desuden kan interesserede møde Lolland-Falster Undersøgelsen, som er det hidtil største forskningsprojekt på Lolland-Falster, med op mod 100 forskere og 25.000 deltagere. 

Frivillige vil være på plads til at hjælpe med at finde rundt. Patient- og pårørenderådet vil agere ’borgerens stemme i systemet’, og sygehusets cafe byder på en let forfriskning. 

Programmet indeholder blandt andet:

  • Få målt blodtryk, blodsukker og lungefunktion

  • Besøg i en ambulance

  • Rundvisning på sansefødestue

  • Hjertelæger fortæller om, hvad sker der, når man ankommer med en blodprop i hjertet

  • En ultralydsscanning af hjertet

  • Visning af en ballonudvidelse på storskærm

  • Mave-tarm undersøgelse med kapselkikkert

  • Scanning af gravid

  • Diætister viser moderne diabetesbehandling og fortæller om hjerte-rigtig kost​

Se også:

Oprettet
10.01.17
Opdateret
10.01.17