Søg
 

Førende kræftforskere til Sjællands Universitetshospital

Torsdag d. 31. august 2017

Sjællands Universitetshospital styrker nu kræftforskningen i Region Sjælland med ansættelsen af to stærke professorer på Onkologisk Afdeling. Og flere ansættelser af professorer er på vej.

De nye professorer har solide profiler på områderne:

  • Komplikationer til kræft, bivirkninger til kræftbehandling specielt hos ældre og personer, der samtidig har andre sygdomme end kræft
  • Nye behandlingsformer som elektrokemoterapi
  • Hvordan motion virker imod kræft

De nye professorer er:



Jørn Herrstedt, professor i klinisk onkologi, kommer fra en stilling som forskningsleder og specialeansvarlig overlæge på Onkologisk Afdeling på Odense Universitetshospital og professor i klinisk onkologi på Syddansk Universitet.

Særlige fokusområder i Jørn Herrstedts forskning er den understøttende behandling af komplikationer og bivirkninger i forbindelse med kræft, det gynækologiske kræftområde samt forskning i kræftbehandling af ældre personer, som samtidig har andre sygdomme end kræft. Jørn Herrstedt har udgivet mere end 140 publikationer i internationale tidsskrifter og er medlem af en række internationale videnskabelige komiteer. Jørn Herrstedt tiltræder den 1. september 2017.



Julie Gehl tiltræder som professor i klinisk onkologi og kommer fra en stilling som forskningsleder og overlæge på Herlev Hospital. Julie Gehl er pioner inden for elektrokemoterapi - en behandlingsform, hvor elektriske pulse åbner kræftcellerne og derved øges effekten af kemoterapi markant. Elektrokemoterapi bliver et fokusområde på tværs af Sjællands Universitetshospital, hvor behandlingen vil blive udvidet til flere kræftformer.

Derudover forsker Julie Gehl i sammenhængen mellem motion og kræft - specielt i, hvordan motion kan hæmme væksten af kræft. Julie Gehl tiltræder den 1. oktober 2017.

Vigtigt vi kan udvikle kræftbehandlingen

Mads Nordahl Svendsen, ledende overlæge på Onkologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital.

- Vi glæder os til at byde velkommen til så stærke profiler. Det er vigtigt, at vi kan udvikle kræftbehandlingen i regionen og tilbyde den bedste behandling tæt på borgerne, siger Mads Nordahl Svendsen.

- Region Sjælland er karakteriseret ved at have en høj gennemsnitsalder og mange kronisk syge - og der er behov for at forske i disse borgeres kræftbehandling og få mere viden om, hvordan de reagerer på kræftbehandlingen, da det kan være anderledes end normalen.

Vi sætter også fokus på nye og forbedrede kræftbehandlinger, som er mere effektive og skånsomme - et eksempel er elektrokemoterapien, som kan give en bedre optagelse af kemoterapi.

Målet er 65 professorer

Ansættelse af flere professorer over de kommende år er led i udbygningen af Sjællands Universitetshospital og hospitalets forskningsstrategi, som skal sikre, at videnskabelige resultater hurtigere kommer patienterne i regionen til gavn. Målet er, at Sjællands Universitetshospital i 2025 skal have 65 professorer ansat.

 
Oprettet
31.08.17
Opdateret
31.08.17