Søg
 

20 millioner kroner til lighed i sundhed

Onsdag d. 29. marts 2017

Stort samarbejde mellem TrygFonden og Broen til Bedre Sundhed.

​Mandag den 27. marts 2017 blev et nyt, unikt partnerskab fejret på Lolland-Falster.

Der blev skålet i æblemost, spist Hjernemad og lyttet til teenagerock, da TrygFonden, Region Sjælland, Lolland og Guldborgsund Kommuner sammen markerede et nyt samarbejde, der skal skabe bedre folkesundhed og mere lighed i sundhed på Lolland-Falster. 

En fælles indsats, hvor TrygFonden i perioden fra 2017-2019 vil investere 20 millioner kroner i aktiviteter under Broen til Bedre Sundhed. Midler, der primært skal gå til alkoholområdet, børn- og unge, og til at skabe mere sammenhængende sygdomsforløb for borgere med flere kroniske sygdomme.

- Det er et stort, unikt og særdeles ambitiøst samarbejde, fastslog Jens Stenbæk, regionsrådsformand i Region Sjælland. - Sammen kan vi mere end hver for sig, og det er i fællesskab, at vi bedst kan tænke på tværs og udvikle nye løsninger, der kan skabe større trivsel, længere levetid og bedre folkesundhed på Lolland-Falster.

Målet er sat højt

TrygFondens direktør, Gurli Martinussen, så gode perspektiver i det nye partnerskab: 

- Målet i Broen til Bedre Sundhed er sat højt og det brede samarbejde på tværs af organisatoriske, faglige og politiske skel kan levere effektive og vedvarende resultater. Det er det, der skal til, når vi sammen skal skabe mere lighed i sundhed, større livskvalitet og samtidig udvikle ny viden og metoder, der også kan komme andre til gode.

Indsatsen dækker fire spor:

  • Børn og unge skal vokse op i familier, der ikke er belastet af alkohol og flere skal have rettidig behandling.
  • Børn og unge skal have bedre trivsel, sundhed og udbytte af deres skolegang. Blandt andet via en tidlig, forebyggende og dataunderstøttet indsats.
  • Der skal skabes mere sammenhængende sygdomsforløb på tværs af kommune, region og praktiserende læge. Blandt andet via større brug af patientens egne data (PRO).
  • Mål, metoder og resultater skal skabe læring og udvikling. Ikke blot lokalt, men også regionalt og nationalt.

Det nye partnerskab blev fejret på Maribo Skole, Borgerskole-afdelingen, hvor politikere og medarbejdere fik et indblik i Sund Uddannelse. En forløber for lidt af det, der vil blive foldet ud under indsatsen for børn og unge.

Se indslag på TVØst fra dagen​


Regionsrådsformand Jens Stenbæk, TrygFondens direktør Gurli Martinussen, Lollands borgmester Holger Schou Rasmussen og John Brædder, borgmester i Guldborgsund, stod for dagens festtaler.


TrygFondens Gurli Martinussen fremhævede blandt andet kunsten at dele både gode og dårlige erfaringer, så andre også kan få glæde af det, der bliver lært og udviklet på Lolland-Falster.


Blandt gæsterne var både politikere fra Region Sjælland, Guldborgsund og Lolland Kommuner, såvel som medarbejdere fra både skole-, sundhed- og børn- og unge området.


I gården præsenterede skolens junioridrætsledere lidt af de aktiviteter, som de normalt sætter igang for skolens mindre børn. Med særligt fokus på de idrætsusikre børn, der ikke naturligt selv finder vej til den lokale idrætshal. Der er uddannet mere end 300 junioridrætsledere, som et led i Sund Uddannelse. Se mere: Sund Uddannelse​


Maden var lavet af Hjernemad fra fødevareBanken. En organisation, der står for at indsamle og fordele overskudsmad og spildprodukter til nye formål. Mad, der stod til at blive smidt ud, fik dermed nyt liv.


Skolens valghold stod for musikken. Under kyndig ledelse af Ole Jørgensen.

Distriktsleder fra skoleområdet i Lolland Kommune, Henrik Andreasen, præsenterede en lille film om Sund Uddannelse. Set fra elevernes perspektiv. Se filmen her

Oprettet
09.03.17
Opdateret
03.04.17
 

 Kontakt

 
Presseteamet
Alleen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 50 52







Tryg til web.png


Regionsrådet

Se de 41 politikere, der udgør Region Sjællands Regionsråd.