En uges ventetid på klinisk mammografi i Ringsted
Ekstraarbejde hver eftermiddag og, indtil nu, fem lørdage har midt i august bragt ventetiden på klinisk mammografi ned på en enkelt uge.
Alle kvinder mellem 50 og 69 år i Region
Sjælland tilbydes forebyggende bryst-
undersøgelser. Region Sjælland inviterer
selv kvinderne med to års interval.
I øjeblikket venter 26 kvinder på en brystundersøgelse på røntgenafdelingen på Ringsted Sygehus, og dagligt kommer nye henvisninger til.
Røntgenafdelingen har, oven på konflikten i forsommeren, arbejdet ekstra lørdage og eftermiddage for at bringe ventetiden til klinisk mammografi tilbage til de to uger, der var opnået før konflikten.
I sommerens løb er ventetiden på den vis bragt ned fra ti uger til blot én uge.
Det er ekstraarbejde hver dag fra klokken 15 til 17 samt fire lørdage i løbet af sommeren, der har reduceret antallet af ventende kvinder. Før ferien – og efter konflikten – stod 400 på venteliste.
Røntgenteamet, der består af læger udefra (en enkelt kommer helt fra Halmstad i Sverige) samt det fastansatte personale, når på en lørdag at undersøge 35 patienter, oplyser ledende overlæge Nikolaj Borg Mogensen.
Nogle af de henviste kvinder vælger i øvrigt at sige nej tak til den hurtige tid. De vælger at udsætte undersøgelsen til et tidspunkt, der passer bedre ind i de daglige gøremål.