Søg
 

Abort – provokeret efter udgangen af 12. uge

Hvis en kvinde ønsker abort efter udgangen af 12. graviditetsuge, eller hvis en kvinde under 18 år ønsker abort uden forældrenes samtykke, kan hun søge om tilladelse til abort hos abortsamrådet i Region Sjælland.



Lovgrundlaget
Lovgrundlaget for behandling af anmodning om tilladelse til abort findes i Sundhedslovens kapitel 25 – 28 med tilhørende bekendtgørelse, cirkulære og vejledning. 

Samråd
Samrådet i Region Sjælland er nedsat af Sundhedsstyrelsen og består af en medarbejder ved Regionen med social/juridisk uddannelse og to læger, en speciallæge i gynækologi og en speciallæge i psykiatri.

Det er samrådet, der træffer beslutning om, hvorvidt en kvinde kan få abort efter 12. graviditetsuge. Når fosteret antages for levedygtigt (fra 24. uge) kan der kun gives abort, hvis fosteret har så alvorlig en skade/lidelse, at det ikke vil kunne overleve mere end nogle få uger ved normal fødsel.

Tilladelse til abort gives kun, når der er særligt tungtvejende årsager hertil. Det kan f.eks. være:

  • Hvis kvindens helbred udsættes for fare ved graviditeten

  • Hvis graviditeten skyldes et strafbart forhold, som f.eks. incest, voldtægt, tvang, udnyttelse, kvinden er under 15 år

  • Hvis der er fare for, at barnet vil få en alvorlig fysisk eller psykisk lidelse

  • Hvis kvinden pga. dårlig begavelse eller anden sjælelig eller legemlig lidelse ikke kan drage omsorg for et barn 

  • Hvis kvinden pga. ung alder eller umodenhed ikke for tiden kan drage omsorg for et barn

  • Hvis graviditeten, fødslen eller omsorgen for barnet vil være så alvorlig en belastning for kvinden, at det af hensyn til hende, til opretholdelse af hjemmet eller omsorgen for andre børn i familien anses for påkrævet, at graviditeten afbrydes

Sagsbehandlingen
Hvis en kvinde ønsker abort, skal hun kontakte en praktiserende læge. Lægen henviser til scanning. Kvinden får orientering om indgrebet og underskriver en anmodning om tilladelse til abort enten hos lægen eller på sygehuset/privatpraktiserende gynækolog. Sygehuset/privatpraktiserende gynækolog kontakter herefter abortsekretariatet i Regionshuset i Sorø, som behandler ansøgningen og sørger for, at sagen bliver behandlet i samrådet.

Det tilstræbes, at en anmodning om abort efter 12. svangerskabsuge bliver afgjort inden for 1 uge.

Inden samrådet behandler sagen, aftales der tid med kvinden til samtale med en sagsbehandler i Regionshuset. Hvis sagsbehandleren skønner, at der er områder, hun ikke selv kan afdække, skal kvinden til samtale hos en speciallæge i psykiatri.
Ved ansøgninger begrundet i fosterskade skal kvinden ikke til samtale.

Alle samtaler afvikles som hovedregel indenfor almindelig arbejdstid.

Samrådet træffer afgørelse snarest muligt - som oftest den følgende hverdag. 

Fosterreduktion
En kvinde kan få reduceret antallet af fostre, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Der kan normalt kun gives tilladelse til reduktion til to fostre.

Anke af en afgørelse
Samrådets afgørelse kan ankes til Abortankenævnet. Kvinden skal blot fortælle sagsbehandleren i Regionshuset, at hun ønsker at anke. Herefter sørger sekretariatet for, at anken fremsendes til Abortankenævnet. Abortankenævnets afgørelse foreligger efter få dage.

Støttesamtaler
Af Sundhedsloven fremgår det, at kvinden skal tilbydes støttesamtale både før og efter indgrebet. Dette kan bl.a. foregå hos egen læge og på sygehuset. Se endvidere pjecen: Hvis du overvejer abort.

Psykologhenvisning
Kvinder, der har fået abort efter udløbet af 12. graviditetsuge, har ret til psykologbehandling med tilskud fra sygesikringen. Henvisning sker via egen læge. Der er fortsat en egenbetaling på 40% af psykologens almindelige takst.​​​​​​​​​​​​​​​​

Oprettet
30.01.12
Opdateret
06.06.16
 

 Kontakt

 
Abort- og sterilisationssekretariatet Region Sjælland
Alleen 15
4180 Sorø

Telefontid på hverdage:
Man-tors kl. 9-15
Fre kl. 9-14

57 87 52 54
57 87 52 25


Send os en mail



​​Årsrapport 2015


Abort- og sterilisations-sekretariatet udarbejder hvert år en årsrapport, der beskriver de organisatoriske og juridiske rammer for samrådsafgørelser i sager om abort, sterilisation og fosterreduktion. Årsrapporten viser samtidig statistisk, hvordan sagerne fordelte sig.