Søg
 

Kiropraktorer

Kiropraktorens arbejdsområde er de lidelser, der stammer fra problemer i bevægeapparatet, det vil sige ryg, arme og ben.

​Smerter i rygsøjlen (især nakke og lænd), eventuelt med udstrålende smerter til ben eller arme, er den hyppigste grund til at søge en kiropraktor. Rygsmerter kan optræde på forskellige måder og i flere sværhedsgrader lige fra ømme muskler til alvorligere skader som f.eks. en diskusprolaps.

Kroppens muskler og led kan også medføre symptomer væk fra ryggen, eksempelvis hovedpine, som også er en hyppig grund til at søge kiropraktor. Lokale smerter i arme og ben er ligeledes en almindelig grund til at søge kiropraktor.

Kiropraktiskbehandling foregår uden medicin, og består af en bred vifte af metoder, hvor kiropraktoren bruger sine hænder til at løsne/udspænde de stramme eller ”låste” led i ryg, arme og ben.

En kiropraktor er en autoriseret sundhedsperson, der beskæftiger sig med undersøgelse, diagnose, forebyggelse og behandling af smertetilstande og nedsat funktion i muskel- og skeletsystemet.

Kiropraktoren er forpligtet til selvstændigt at undersøge og diagnosticere, hvori en skade består. Hvis der er behov for undersøgelser, som kiropraktoren ikke selv kan varetage, eller anden behandling er nødvendig, henvises der typisk til egen læge.

Se iøvrigt www.kiropraktorguide.dk hvor du kan søge information om, hvad kiropraktoren kan hjælpe med.

Henvisning

Både gruppe 1 og 2-sikrede kan henvende sig direkte til en kiropraktor uden henvisning fra egen læge eller speciallæge.

Tilskud til behandlingen

Kiropraktik er en del af det offentliges tilbud om behandling. Derfor kan du få tilskud til behandling.

Du kan få et tilskud på mellem 23-24 procent af det fulde honorar til behandlinger, der er omfattet af overenskomsten om kiropraktik.

Det resterende beløb udgør patientandelen.

Valg af kiropraktor

Du kan frit vælge mellem kiropraktorer i hele landet. Bemærk, at kiropraktoren skal have overenskomst med regionerne, for at behandlingen er tilskudsberettiget. Din kommune kan også give oplysning om, hvilke kiropraktorer der har tiltrådt overenskomsten.

Find kiropraktorer i Region Sjælland

www.sundhed.dk finder du en oversigt over alle kiropraktorer, som har aftale med det offentlige.  

Fik du svar på dit spørgsmål?


Oprettet
18.12.15
Opdateret
07.12.16
Link til denne side:
 

 Kontakt

 
Primær Sundhed
Region Sjælland
Alléen 15
4180 Sorø
Tlf. 57 87 57 87
 

 Link til: