|
Pressemeddelelse
03.02.10
34.000 borgere kan tegne regionens sundhedsprofil
Hvordan har du det? Sådan spørges 34.000 borgere i Region Sjælland i den kommende tid. Det er frivilligt om man vil være med til at tegne regionens sundhedsprofil, der skal bruges til at udvikle fremtidens sundhedstilbud.
To tusinde borgere i hver af de sytten kommuner i regionen får i denne uge tilsendt et spørgeskema med spørgsmål om madvaner, lægebesøg, alkoholforbrug, rygning, stress, vægt og trivsel.
Undersøgelsen gennemføres, så forskere, der analyserer svarene ikke kan genkende enkeltpersoner. Heller ikke medarbejdere i regionen og kommunerne kan identificere enkeltpersoner.
- Med disse oplysninger fra regionens borgere skabes det hidtil mest omfangsrige og præcise billede af folkesundheden, så vi i regionen og kommunerne sammen med sygehuse, praktiserende læger og andre kan udvikle de mest relevante sundhedstilbud til borgerne, siger Regionsrådets formand Steen Bach Nielsen og tilføjer:
- Jeg opfordrer derfor alle de tilfældigt udvalgte borgere i Region Sjælland til at udfylde det spørgeskema, de får tilsendt en af de nærmeste dage. Det er helt frivilligt om man vil svare på spørgeskemaet! Men jo flere der deltager, jo mere præcist bliver resultatet i form af en sundhedsprofil for Region Sjælland og de for de sytten kommuner - til gavn for alle 800.000 borgere i regionen.

Borgerne tegner selv
sundhedsprofilen
Om fire år bliver et stort antal borgere igen spurgt: Hvordan har du det? I alt 230.000 danskere får i disse dage tilsendt spørgeskemaer. Sundhedsundersøgelsen, der vil blive gentaget hver fjerde år, er den største af sin art i verden.
Mange undersøgelser spørger borgere, der er i et sygdomsforløb, men denne undersøgelse spørger et bredt udsnit af alle borgere. Hvordan har du det? giver altså en sundhedsprofil af hele befolkningens sundhedsvaner og trivsel.
- For første gang kan vi få et overblik over, hvordan borgerne selv beskriver deres sundhedsforhold. Vi kan for eksempel få at vide, hvilke kroniske sygdomme, regionens sygehuse skal være klar til at tage sig af. Og forebyggelsesindsatsen vil kunne blive mere målrettet i de enkelte kommuner, siger Steen Bach Nielsen.
Det er de fem regioner i Danmark, der udsender spørgeskemaet og indsamler data. Det sker i tæt samarbejde med kommunerne og Kommunernes Landsforening. Også Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed bidrager til undersøgelsen med blandt andet en national database til at sammenligne resultaterne.
Svarprocent uge for uge på
regionens hjemmeside
På Region Sjællands hjemmeside - www.regionsjaelland.dk/sundhedsprofil - er der flere oplysninger om spørgeskemaundersøgelsen. Her kan man i den kommende tid også uge for uge følge med i, hvor mange der har svaret på undersøgelsen i de enkelte kommuner.
Desuden kan deltagerne i undersøgelsen besvare spørgeskemaet on-line via hjemmesiden, hvis de ønsker det.
Yderligere oplysninger:
Steen Bach Nielsen
Formand for Regionsrådet
Tlf.: 30 61 64 46
Konsulent Inger Helt Poulsen
Tlf.: 57 87 52 58
E-post: ihp@regionsjaelland.dk
www.regionsjaelland.dk/sundhedsprofil
|