|
Pressemeddelelse
12.12.07
Stråleterapien på Næstved Sygehus klar til de første patienter
I første omgang tilbydes behandling af patienter med brystkræft eller lungekræft
|

|
| Accelerator-teknikerne Jesper Flamgaard og Jens Bang Meyer i strålerum 1. |
|

|
| Sygehusdirektør Svend Skov Jensen, lægelig chef Flemming Bach og formand for Regionsrådet, Kristian Ebbensgaard i forhallen til stråleterapien, der har kostet 120 millioner kroner. |
Så er stråleterapien på Næstved Sygehus indviet og klar til at tage imod de første patienter fra januar 2008. I første omgang tilbydes behandling af brystkræft og lungekræft samt lindrende strålebehandling.
- Det er en stor dag for Region Sjælland, for Næstved Sygehus og for kræftpatienterne, sagde formanden for Regionsrådet, Kristian Ebbensgaard ved indvielsen mandag den 10. december 2007.
Etableringen af stråleterapien sker i et tæt samarbejde med Rigshospitalet, både når det gælder uddannelse af personale og det daglige arbejde.
Helt konkret er Næstved Sygehus og Rigshospitalet forbundet med en direkte IT-forbindelse, så lægerne i fællesskab kan holde videokonferencer om behandlingen af den enkelte patient. En del af personalet er desuden udstationeret fra Rigshospitalets stråleklinik.
Næstved Sygehus kan dermed tilbyde patienterne den samme høje kvalitet som på Rigshospitalet. Samtidig slipper mange kræftpatienter fremover for lange, opslidende køreture til København for at komme i strålebehandling.
Stråleterapien er placeret i en ny bygning på 2000 kvadratmeter bag sygehuset. Når man træder ind i forhallen er det med direkte udsigt til skoven gennem et bølgende panoramavindue. Selve strålerummene ligner store firkantede klodser på grund af de 1,5 meter tykke mure, der skal beskytte omgivelserne mod strålingen. Bygningen rummer også en CT-scanner, som anvendes til planlægning af behandlingen, så strålerne rammer det syge område helt præcist.
Næstved Sygehuset tager to stråleacceleratorer i brug i 2008. En udvidelse er allerede på tegnebrættet, da Regionsrådet har sat stråleaccelerator nummer tre og fire på investeringsplanen.
|